11 moderne boliger på Hostrupsvej, Hillerød
Æstetisk renovering af missionshus
Bygherre: EMN Invest ApS
Arkitekt : ARCnordic
Hovedentreprenør: Børge Nielsen A/S
Som udtjent og forladt missionshus stod Bethlehem som en potentiel trist ruin, da ingen kunne se potentialet og anvendelsesmulighederne i bygningen.
Det var en bygning i ringe forfatning, der mødte de lokale håndværksmestre under besigtigelsen af det tidligere missionshus. Alligevel slog de sig sammen, købte ejendommen og hyrede det lokale arkitektfirma ARCnordic til at stå i spidsen for transformationen til det, der var drømmen – moderne boliger i byens hjerte. Udfordringerne var mange. Bygningen var ganske vidst i sin grundsubstans smuk og attraktiv, men den var udtjent og levede på ingen måde op til nutidens standarder.
Elegant forvandling
Selve hovedbygningen, det kirkelignende missionshus, er forvandlet med nyt indre, hvor den mørke lavloftede storsal i dag er lækre lyse lejligheder i to plan. Det gamle baghus, der fremstod som en uskøn knopskydning er væk, og i stedet har man opført et moderne byggeri, der i form og materiale taler til og med hovedhuset, men samtidig med en stærk nutidig signatur, markerer sig som det nye supplement …Håndværkerne har leget med murstensdetaljer som sjældent ses i dag. Blikkenslagerne har lagt nyt kobbertag på det gamle tårn, og indvendigt fornemmer man kvalitetsvalgene hele vejen igennem boligerne. I alt 11 særegne boliger er det blevet til på de 1.150 m2. Nogle er ejerboliger, andre er lejeboliger.
”Renoveringsprojektet er indstillet til Renoverprisen 2023, og er nu blevet udvalgt blandt 182 projekter til årets Favoritliste med 18 renoveringsprojekter. Heraf vil en håndfuld projekter blive nomineret til prisen, inden vinderen kåres ved en prisfest i september”.
For mere info om projektet henvises til: https://renover.dk/projekt/bethlehem/
Energikrav og bæredygtighed
”Genbrug så meget som muligt”. Det var den simple, men meget krævende opgave, som arkitekter og ingeniører blev stillet af bygherrerne.
Nærmest før trenden for bæredygtighed nåede til genbrug af eksisterende bygningsmasse, så de lokale håndværksmestre en ide i, at bevare, hvad der var muligt. Trods dårlig fundering, en bygning i ringe forfatning, og enorme udfordringer ved ikke mindst efterisolering, så holdt man fast i målet, og i dag ses ingen synlige tegn på, hvordan man har evnet at transformere et næsten 130 år gammelt og uisoleret missionshus til bæredygtige boliger, der overholder nutidens isolerings-, klima- og miljøkrav.
Historien
I 1889 blev missionshuset ”Bethlehem” opført i hjertet af Hillerød, et stenkast fra torvet og få hundrede meter fra byens vartegn – Frederiksborg Slot.
Drevet af en indremissionsk overbevisning og et indædt ønske om at missionere og lede lokalbefolkningen i den rigtige retning, blev stedet i over 100 år drevet som et samlingspunkt for borgere og familier, der ønskede at række ud mod og forstå fortællingen om og troen på gud.
Men tiderne skifter, og for ca. 5 år siden blev den sidste salme sunget, den sidst bøn bedt og nøglen blev drejet på en af byens mest markante og kendte bygninger.