slider-01.jpg
Hillerød Stationsbygning
Restaurering af byens bevaringsværdige bygning fra 1864.

Bygherre: DSB Ejendomme
Arkitekt: Gottlieb Paludan
Hovedentreprenør: Børge Nielsen A/S

Hillerød Station blev indviet i 1864 som endestation for Nordbanen, og er senere blevet et trafikknudepunkt for hele Nordsjælland. Med opførelsen af et nyt supersygehus i Hillerød og en helt ny bydel – Favrholm – med egen station, er der behov for at revitaliseret hele stationsområdet omkring den ubenyttede stationsbygning, og skabe et imødekommende og naturligt sted for de besøgende og de mange pendlere at starte rejsen.

Her er Lagkagehuset og 7 Eleven flyttet ind i de nyindrettede butikker med café i stueplan, og på 1. salen er der etableret tidssvarende kontorfaciliteter, med respekt for de eksisterende rammer, for  kontorfællesskabet Voxeværket. 2. salen benyttes af DSB-personalet, der har fået kontor og tidssvarende velfærdsforanstaltninger, inkl. hvilerum.

Målet med restaureringen har været, at fremhæve og retablere den originale 1860’er-arkitektur. Med 1.923 etagekvadratmeter og 1.200 facadekvadratmeter har det krævet specialist-kompetencer at bevare størstedelen af gulve, døre, indfatninger, paneler og stuk samt restaurere de eksisterende flader. Her har Børge Nielsen A/S' mange års erfaring med restaurering gjort en stor forskel og deres maskinsnedkeri har kunne byde ind med ekspertise og adgang til værktøj fra gamle dage.

Som hovedentreprenør på et byggeri med særlige jernbanemæssige sikkerhedsforanstaltninger, fx arbejde tæt på køreledninger, måtte medarbejderne en tur på sikkerhedskursus inden arbejdet kunne påbegyndes, og i løbet af byggeprocessen har de deltaget i supervision og sikkerhedsmøder. Fokus på tilgængelighed har ligeledes et vigtigt parameter i hele fasen, og som bygherre har DSB Ejendomme naturligt haft fokus på sociale klausuler. Det er der kommet nogle spændende samarbejder ud af, bl.a. med praktikanter fra Erhvervsskolen og syriske flygtninge

Byggeriet er nomineret til Renover-prisen 2020.

Referencer